Hjørnestuen

English

Bakkehusmuseet

Rahbeks Allé 23

1801 Frederiksberg C

 

Telefon 33 31 43 62

Hjørnestuen

Hjørnestuen

Hjørnestuen

Hjørnestuen
Oversigt Hjørnestuen Haven Bibliotek Særudstillingsrum Køkken Montrerummet Mellemstuen Havestuen Rahbeks arbejdsværelse Ewaldstuen Oehlenschlägerstuen

Dette rum var kombineret opholds- og stadsstue, og klapbordet midt på gulvet fungerede som både arbejds- og spisebord. Her tilbragte Kamma Rahbek det meste af sin vågne tid; her skrev hun breve, fremstillede æsker og fordybede sig i litteratur, ofte på originalsproget. Det var også rundt om dette bord, at måltiderne blev indtaget. Her blev gæsterne trakteret, og Kamma Rahbek var det naturlige samlingspunkt. I Bakkehuset havde man gerne og ofte gæster, men helst ikke flere end otte, fordi det ellers kunne spolere den begavede konversation, hvori alle skulle kunne deltage. Det var også i denne stue, at den purunge H.C. Andersen læste sine første, famlende, litterære arbejder højt for Kamma Rahbek, der venligt opmuntrede den unge mand. Hun var den første nogensinde, der kaldte H.C. Andersen for digter, hvilket han aldrig glemte. Som på Rahbeks tid er stuen indrettet i empirestil med lange, draperede gardiner og med stole ved vinduerne, hvor man kunne nyde udsigten samtidigt med samtalen.

 

Over sofaen hænger Christian Hornemans pastelportræt af Knud Lyne Rahbek fra 1812. Som professor ved Kunstakademiet var Horneman en af tidens kendte miniature- og portrætmalere. Over chiffonnieren hænger en tegning udført af Kamma Rahbek, der som ung havde modtaget tegneundervisning af Bertel Thorvaldsen.

 

Fremhæves skal også tre landskabsmalerier, der blev foræret af norske kunstnere til Kamma Rahbek. To akvareller fra 1826 af J.C. Dahl: Norsk Landskab og Hønefossen. J.C. Dahl (1788-1857) var en berømt guldaldermaler, der bl.a. blev uddannet ved Kunstakademietet i København, og i den forbindelse havde han sin gang i Bakkehuset. Udover Dahls akvareller findes billedet Vandfald i Norge af Jacob Mathias Calmeyer (1802-1883), der også tilhørte Bakkehuskredsen i midten af 1820-erne. Calmeyer var elev af Eckersberg. De tre landskabsmalerier med nordiske motiver er dramatiske og med deres nationalromantiske stil typiske for tiden, hvor man anså den skønne natur som værende besjælet.

 

Fortsæt rundturen på museet ved at klikke på et nyt rum.