Oplysningstiden

1700-tallets samfunds- og kirkekritiske åndsretning udtrykker en optimistisk tro på menneskelige evner og fornuft. R. Descartes’ rationalisme og filosofiske ideer fra bl.a. D. Hume, J.-J. Rousseau og G. Leibniz kulminerer i tanker om at udvikle samfundet mod større frihed, lighed, tolerance og humanitet.

Oplysningsprojektet var en international strømning med forskellige udtryk i de enkelte lande; bl.a. var Den Franske Revolution og Den Amerikanske Uafhængighedserklæring udløbere heraf. Forestillingen var, at mennesket i samfundsmæssigt perspektiv ved nøgtern erhvervelse af viden og erkendelse kan opnå selvbestemmelse og bedre levevilkår. I Danmark var mænd som Ludvig Holberg, J.F. Struensee, P.A. Heiberg og Knud Lyne Rahbek fortalere for oplysningstankerne.

Nøgleord for Oplysningstiden er den menneskelige fornuft og mennesket i samfundet. I Bakkehuset vedblev Knud Lyne Rahbek at tage udgangspunkt i disse sin ungdoms idealer om frihed og oplysning, også senere i livet efter år 1800. På samme tid interesserede Kamma Rahbek sig for den nye, romantiske kunst samt de unge digtere og kunstnere fra Romantikken, så hjemmet i Bakkehuset kombinerede de store kulturelle, idéhistoriske strømninger i tiden, der i Danmark også benævnes guldalderen.