Adam Oehlenschläger (1779-1850)

Adam Oehlenschläger voksede op på Frederiksberg Slot, hvor faderen var organist ved Frederiksberg Kirke og siden blev slotsforvalter. Efter at have afsluttet skolen i 1796 forsøgte Oehlenschläger sig et par år som skuespiller ved Det Kongelige Teater uden succes. Inspireret af ungdomsvennerne Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted tog Oehlenschläger en latinsk-juridisk forberedelseseksamen. Ved siden af studierne skrev han digte og fik hurtigt kontakt til det københavnske kulturliv.

 

I 1801 fik Oehlenschläger sølvmedalje for en prisopgave om Det Ønskeværdige i at erstatte den græske Mytologi med den gammelnordiske indenfor den danske Digtning. På denne tid begyndte Oehlenschläger at komme i Bakkehuset, hvor han dels blev opmuntret og inspireret som kunstner og dels opbyggede et nært venskab med især Kamma Rahbek. I Bakkehuset mødte Oehlenschläger også Kammas søster, Christiane Heger (1782-1841), som han efter en lang forlovelse giftede sig med i 1810. Samme år blev han udnævnt til professor i æstetik ved Københavns Universitet.

Oehlenschläger er repræsentant for højromantikken i dansk litteraturhistorie, og han blev stærkt inspireret til sit romantiske programdigt Guldhornene af filosoffen Heinrich Steffens’ banebrydende, naturfilosofiske forelæsninger Indledning til philosophiske Forelæsninger, der holdtes på Elers Kollegium. Digtet omhandler de guldhorn, der blev stjålet fra Det Kgl. Kunstkammer og omsmeltet, og digtet regnes for at være højromantikkens gennembrud inden for dansk litteratur. Det udkom 1803 i Oehlenschlägers digtsamling Digte, der afspejler romantikernes beskæftigelse med emner som kærlighed, natur, historie, nationalitet og ikke mindst digtergeniets skaberkraft. Dyrkelsen af kunstnerskikkelsen kommer særligt til udtryk i hans drama Aladdin, mens den historiske bevidsthed afspejles i et værk som Valulundurs Saga.

1805-1809 drog Oehlenschläger på dannelsesrejse i Europa, hvor han bl.a. besøgte sit store forbillede den tyske digter Goethe i Weimar. Turen førte ham også til Dresden, Paris og Rom. Efter hjemkomsten døjede Oehlenschläger en del år med dårlig økonomi. Dertil kom den litterære fejde, hvor digteren Jens Baggesen kritiserede Oehlenschlägers kunstneriske evner. Det stod på fra 1813 til 1820 og involverede næsten alle i det litterære miljø i København.

 

Den sidste del af sit liv oplevede Oehlenschläger imidlertid fornyet succes, og hans økonomiske situation blev bedre. Kulminationen på hans kunstnerkarriere kom, da han i 1829 hyldedes af den svenske digter Esaias Tegnér som ”Nordens Digterkonge” i Domkirken i Lund, og igen da Oehlenschläger på sin 70-års dag blev laurbærkronet og på ny hyldet af store danske digtere såsom Johan Ludvig Heiberg og N.F.S. Grundtvig.