Ursula2

Alle vores ting. - En udstilling om litteratur som genstand for andre handlinger

4. november 2017 - 11. marts 2018

Bakkehusets kommende særudstilling handler om samtidslitteraturen og samtidslitteraturens brudflader set i forhold til andre kunstneriske medier.

Der er inden for de seneste år kommet fornyet fokus på arbejdet med tværæstetiske emner i kunstlivet både internationalt og herhjemme. Dialogen mellem kunstarterne skaber spændende hybridformer, som udfordrer det traditionelle værkbegreb. Med udstillingen Alle vores ting inviterer Bakkehuset en række samtidsforfattere, der har arbejdet i feltet mellem litteratur, musik, billedkunst, film, performance og nyere medier inden for, og deres værker skaber tilsammen en mosaik af forskelligartede hybridformer.

På udstillingen vil man kunne opleve iPad-romaner, ordapotek, lyriske videoer, bogskulpturer, dagbogsnotater, m.m., og der produceres enkelte helt nye værker til udstillingen.

De udstillende kunstnere er en blanding af forfattere og lyrikere, der også arbejder professionelt som billedkunstnere; Ursula Andkjær Olsen, Jytte Rex, Toni Larsen, Merete Pryds Helle, Morten Søndergaard, Amalie Smith og Tomas Lagermand Lundme. Derudover vil udstillingen vise værker af Christian Yde Frostholm og en række artists books fra kunstnergruppen ved Svends Bibliotek. Udstillingen kurateres af forfatter, dramatiker og billedkunstner Tomas Lagermand Lundme i samarbejde med museumsinspektør Gertrud With.