ROMANTIKKENS BREVSKRIVNING

”Romantikkens brevskrivning” er et undervisningsforløb, som er målrettet danskfaget på 8. klassetrin. I forløbet arbejder vi med romantikken som litterær periode og med brevet som genre med udgangspunkt i én udvalgt kanonforfatter. Hver klasse kan frit bestemme, om fokus skal være på enten H.C. Andersen eller Adam Oehlenschläger, men i begge tilfælde vil vi arbejde med forfatterens brevskrivning. Under forløbet undersøger vi spørgsmål omkring genre, sprog og afsender-/modtagerforhold. Vi forsøger samtidig at sætte det udvalgte brev af H.C. Andersen/Adam Oehlenschläger ind i den relevante litterære kontekst. Forløbet er gratis for skoler i Frederiksberg eller Københavns Kommune, men skoler uden for disse kommuner er også meget velkomne til at købe undervisningsforløbet.

Klassens valg af forfatter, H.C. Andersen eller Adam Oehlenschläger, skal være besluttet af klassens lærer og meddelt til museets formidler () senest 14 dage før forløbets afvikling.

Forløbet strækker sig over 6 lektioner fordelt på:
2 lektioner på skolen: forberedelse v. lærer minimum en uge før besøg
2 lektioner på museet: rundvisning og gruppearbejde v. museumsformidler
2 lektioner på skolen: opsamling og kreativ opgave v. lærer
Læs mere om indhold, læringsmål, forberedelse og aktivitetsplan i lærervejledningen.

Som forberedelse før museumsbesøget skal eleverne have læst det undervisningsmateriale, som passer til forløbet om enten H.C. Andersen eller Adam Oehlenschläger, og de skal have læst et brev af H.C. Andersen/Adam Oehlenschläger:

Forberedelsesmateriale til forløbet om H.C. Andersen:
Undervisningsmateriale om H.C. Andersen
H.C. Andersens brev

Forberedelsesmateriale til forløbet om Adam Oehlenschläger:
Undervisningsmateriale om Adam Oehlenschläger
Adam Oehlenschlägers brev