Til Bords banner4

Udstillingen er blevet forlænget til den 3. marts 2019!

Hvem ville du vælge, hvis du kunne rejse tilbage i tiden og sætte dig til bords med nogle af Danmarks kendte profiler fra 1800tallet? Kamma Rahbek, H.C. Andersen eller Friederike Brun?

Den 25. marts åbner vi Bakkehusets sommerudstilling, som er en historiefortællende udstilling om 1800-tallets mad og spisevaner. Udstillingen består af fire sceniske tableauer, som giver et stemningsfyldt øjebliksbillede af fire sociale sammenkomster fra perioden 1796-1860. Du kan besøge Kamma Rahbek i Bakkehuset, hvor der drikkes te og spises smørrebrød. Eller forfatterinden Friederike Brun i hendes salon på Sophienholm, hvor datteren Ida Brun fanger de besøgendes interesse med sine mimiske danse. Vi tager med H.C. Andersen til middag hos familien Collin, mens visekrigen mellem Andersen og Collin er på sit højeste. Og vi besøger Dreyers Klub, hvor borgerskabets mænd mødes omkring punchebollen og i den tætte, røgfyldte stemning synger lejlighedssange og drikkeviser. Ligesom i dag spillede maden og indtagelsen af forskellige retter en central rolle, når man mødtes i vennelag, gik på visitter eller blev indbudt til aftenselskab. Guldaldertidens opskrifter adskiller sig på flere måder fra nutidens, men der er også elementer, som peger frem imod det moderne køkken. Ragouter, frikasséer og fyldige saucer hørte til på middagsbordene i guldalderen ligesom smørrebrød, pølser, syltetøj, grød og kager. I begyndelsen af perioden lavede man mad over åben ild, men fra 1860 vandt støbejernskomfuret frem, hvilket skabte en mindre køkkenrevolution. Nye kogebogsforfattere som Madam Mangor kom på banen med opskrifter til den jævne husholdning.

I udstillingsperioden vil vi løbende invitere voksne og børn til forskellige arrangementer, hvor man bl.a. kan smage 1800-tallets mad, prøve kræfter med klassiske syltemetoder og høre forfatteroplæsninger à la 1800-tallets saloner.Hold øje med arrangementerne i vores kalender.

I juli måned 2018 udgives en illustreret kogebog, som fortæller om middagsbordets sæder og skikke i guldaldertiden og indeholder forslag til retter, som kan udføres i et moderne køkken.

Udstillingen er støttet af: Augustinus Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Oticon Fonden og Frederik og Emma Kraghs Mindelegat. Til udstillingen er der venligst blevet udlånt værker fra følgende steder: Københavns Museum, Industrimuseet Frederiks Værk, Middelfart Museum, Vestsjællands Museum og fem private udlånere.

 hjornestuen