Haven Hetsch billede

Kamma og Knud Lyne Rahbek i Bakkehusets Have. Tegning af Christian Hetsch fra 1883. Tegningen er lavet mange år efter Kamma og Knud Lyne Rahbeks død, og man har ikke nogen kilder, som understøtter, at haven har set således ud.

Kamma Rahbek var en sand haveentusiast og vidste meget om botanik og dyrkning. De første år efter brylluppet i 1798, mens ægteparret kun boede til leje på Bakkehuset, fik Kamma Rahbek stillet et lille stenet, ukultiveret jordstykke til rådighed. Da Kamma og Knud Lyne Rahbek købte Bakkehuset i 1802, fik hun til gengæld mulighed for at dyrke og reorganisere den store have, der hørte til huset. I 1812 udvidedes haven med et ekstra jordstykke ved tilkøb, og størrelsen var herefter 7 tønder land. Haven bestod af en prydhave, der lå tæt på huset, og en nyttehave lidt længere væk.
Der findes desværre ingen plantegninger over ægteparrets have og kun få beskrivelser. Ægteparrets niece, Marie Louise Konow, har beskrevet, hvordan Kamma Rahbeks have var anlagt i moderne stil – dvs. anlagt som en romantisk landskabshave med bl.a. græsplæner som noget nyt og karakteristisk.
Der var en del træer i haven, heriblandt to store lindetræer foran bygningens facade, og foran huset var der et blomsteranlæg. Kamma Rahbek delte sin store botaniske viden med en kreds af professionelle gartnere og haveentusiaster, bl.a. overgartner ved Botaniske Have i København Frederik Ludvig Holbøll.

Læs mere om Kamma Rahbek her.

Kamma Rahbeks havebog

Kamma Rahbeks regnskabsbog med optegnelser over havens grøntsager

Kammas køkkenhave

Ud over blomsterhaven anlagde Kamma Rahbek en køkkenhave, hvor hun dyrkede grøntsager og krydderurter. En del af køkkenhavens høst indgik i Bakkehusets egen husholdning og en del blev solgt på markeder. Af kilder fra samtiden fremgår det, at produktionen i haven var ganske stor. Kamma Rahbek førte regnskab over, hvor meget haven gav af frugt, bær og grøntsager, og af hendes regnskabsbog fremgår det, at hun dyrkede: spinat, salat, hvidroe, gulerod, kørvel, radise, kålrabi, agurk, sukkerært, snittebønne, perlebønne, blomkål, grønkål, rødkål, savojkål, løg, porre, kartoffel og stikkelsbær. Dertil kom jordbær, solbær, ribs, æble, rose, persille, levkøj og lavendel. De lidt eksotiske krydderurter i haven, som også havde medicinsk virkning, var balsam og ambra.

Æskelåg med gouache med blomsteropsats

Bunden af en æske med Kamma Rahbeks gouachemaleri. Buketten indeholder hvide liljer, lyserøde pæoner, hvid pelagonia, tulipaner, delphinium, akeleje og fransk anemone. Ved siden af buketten ses ferskner og en blommegren. Halvbuen omkring buketten er dekoreret med drueklaser, hvilket Kamma Rahbek også havde udenfor et af vinduerne i dagligstuen.